Går det godt.

søndag den 29. december 2013

Julebal i Hodde Tistrup Hallen..

Tistrup den 28-12-2013.


Lørdag aften var der bal i Hodde Tistrup hallen. 
I gennem mange år har det været tradition at duoen Lyst og Nyboe spiller til julebal i Tistrup, det gjorde de også i år. 
Julebal betyder også, at det er der vi mødes en gang om året med gamle skolekammerater, som ikke bor i Tistrup mere, men er på juleferie ved familien. 
I år var der 260 betalende til julebal.

Klik på billederne.




onsdag den 18. december 2013

En epoke er slut, de sidste el ledninger demonteret i syd og Sønderjylland..

Horne den 18-12-2013.


De sidste el ledninger blev i dag demonteret, det var ved el tårnet ude på Gunderupvej ved Horne. Firmaet der har stået for opgaven, er Sdr. Malle Maskinstation ved Horne. Til den sidste demontering i dag var der også en repræsentant fra Sydenergi, det var John Graversen. John kunne fortælle, at de nu havde demonteret området fra Skjern Å og ned til grænsen.







Tak til 134 gæster..

Hodde-Tistrup Hallen vil gerne sige tak til de 134 gæster som mødte frem til vores fællesspisning i søndags.

Vi ses igen d. 14 januar i 2014 kl. 17.31 – 19.30.

Vi ønsker jer alle en glædelig jul, samt et godt nytår.

Venlig Hilsen.


Anette og Torben 

søndag den 15. december 2013

Jul på Torvet var et flot arrangement..

Tistrup Torv den 15-15-2013.

Da nissemor og nissepigerne entrede Torvet, kom der gang i julefesten på Torvet. Revl og Krat spillede op, så der kunne danses om det store træ. 
Men først skulle nissemor trylle, der var jo ikke lys i træet, men med lidt magi så lykkedes det hende. Der blev sunget, der blev danset rundt om træet og efterhånden kom der flere på Torvet. 
Da man var færdig med at danse om juletræet, var der slikposer til alle børn. 

Derefter kunne den store skattejagt gå i gang, der skulle findes bogstaver rundt i byens butikker, som til sidst skulle danne et ord. I teltet på Torvet kunne der købes belgiske vafler, som spejderne stod for. 

Klokken 16 kunne vinderen af skattejagten kåres og der blev trukket lod om flere gaver fra de erhvervsdrivende i byen. 

Brugsens havde traditionens tro varm suppe til alle.

Der er plads til flere, så til jer der ikke kunne i år, kom og vær med til næste år.

Alt i alt et flot arrangement – ros til Heidi fra TRIM.

Til jer der ikke kunne i år, er der her et lille
sammendrag fra ”Jul på Torvet” 2013 http://youtu.be/p2AIbHTTBR4


Billeder fra dagen kan ses på www.tistrupnews.dk







Fredag den 13/12 afholdte THGU julearrangementer for børn og unge i Tistrup og omegn.

Vi startede kl. 1500 med redskabsbane for 0. - 3. klasserne - der kom godt 50 børn som virkelig gav den gas og hyggede sig med nissepigerne. 

Da klokken blev 1630 blev der delt snolderposer ud og redskabsbanen blev udskiftet med røg og blinkende disco musik fra DJ Tezza som fyrede op under danseskoene indtil kl. 1800.

Da klokken blev 1900 indtog 65 unge mennesker fra 4. - 7. klasse hallen - til juledisco med DJ Tezza - de hyggede sig, dansede og gav den gas med Limbo rock lige indtil kl. 2300.

Reaktionerne har efterfølgende været yderst positive så mon ikke der bliver afholdt et lignede arrangement igen til næste år.

THGU ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.





Tistrup Erhvervs og Borgerforening ønsker en Rigtig Glædelig Jul..

Billederne viser Tistrup´s juleudsmykning, som også er en af frugterne af et aktivt Tistrup Erhvervs og Borgerforening.

Vi ønsker en Rigtig Glædelig Jul, og håber alle nyder udsmykningen.

Der har været problemer med at få lys i træet ved Stationen, pga. en fejl i strømtilførslen på stationen, og dette har været svært at få løst pga. travlhed efter stormen, men det er nu løst og der er lys i træet.

Klik på billederne - Private fotos..











mandag den 9. december 2013

Juletræesfest i Tippo..



Ho, ho, ho, så har Tippo traditionens tro afholdt juletræesfest.  114 personer var mødt op for at danse om juletræet og hygge sig med boller, kage og kaffe.





Men før festen kunne begynde ,måtte alle børn og voksne kalde på julemanden, så han kunne komme med rundt om træet. Børnene måtte kalde på ham et par gange, så vi var lidt i tvivl om, om han havde fået alt halmen ud af ørerne. Efter et par kald kom den rare julemand ud og dansede omkring træet sammen med børnene. Da vi havde sunget , var alle børnene så heldig, at julemanden havde en lille godtepose i sin sæk, som de kunne hygge sig med.
Efter at vi alle havde været omkring juletræet var det blevet tid til en kop kaffe, hvor alle hyggede sig og børnene løb rundt og legede.
Vi vil gerne i Tippo sige tusind tak for en fantastisk eftermiddag og det flotte fremmøde.

Glædelig & godt nytår ønskes fra

Tippos dagplejer & bestyrelse


.

GreenCut meddeler..

Pga. af stormen, var min telefon nede i fredags. Men nu er jeg igen klar til at tage imod alle julebestillinger:)

Bestil tid nu 25 64 66 61 -og bliv helt klar til jul:)


Julehilsen fra GreenCut

søndag den 8. december 2013

HTH håndbold samler juletræer ind den 11-1-2014 fra kl. 10-12.

Prisen er 20 kr. pr træ.

Kontakt 21 75 14 29.

M.v.h.

Johnny Andersen

Hasselvej 6.  

Byrådsperioden 2010-2013 – Af Arne Haahr Hansen.

Byrådsperioden 2010-2013 nærmer sig sin afslutning.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til, at takke alle for et godt samarbejde gennem årene. 

Også tak for opbakningen til de, der stemte på mig til Byrådsvalget. 

Desværre var stemmetallet ikke nok til genvalg til Byrådet 2014-2018.

Jeg fortsætter som formand for LAG Varde. Der er fortsat mange projekter i gang, der skal afsluttes og LAG tilskuddet udbetales til projektholdere.

Med ønske om en glædelig jul og et godt nytår.
Arne H. Hansen


torsdag den 5. december 2013

Renovering af cykelsti mellem Horne og Tistrup går fremad..

De er nu i fuld gang med, at få det nye asfalt lagt på, da jeg kikkede forbi i dag, manglede de det sidste stykke ind mod Tistrup Stadion, de var nået til den gamle kommune grænse.

onsdag den 4. december 2013

Kat søger nyt hjem..

Det drejer sig om en mørkegrå/hvid hankat. Meget omgængelig og vant til menneskelig kontakt. Bortgives gratis.

Der medfølger 10 dåser gratis kattemad.








På forhånd tak!


Venlig hilsen

Jørgen Buhl Andersen
Møllegade 6
6862 Tistrup

Mobil: 20 35 96 95

tirsdag den 3. december 2013

Powerhoop tirsdage kl. 18.30-19.30 i Hodde Tistrup Hallen..

Vi laver forskellige øvelser med arme og ben, powerhooper, intervaltræning og cirkeltræning med fokus på puls, styrke og at få forbrændingen kickstartet. Powerhoop ringen træner og styrker mave, ryg og baller. Samtidig forbedrer powerhoop ringen balancen, koordinationen samt konditionen.

Powerhoop er altså sjov og effektiv træning for hele kroppen.

THGU har 20 powerhoop ringe. Du er velkommen til at medbringe din egen originale powerhoop ring. Så er du helt sikker på at kunne være med.

Kom og vær med, det er nemlig også meget sjovt og noget man bliver glad og i højt humør af J Obs. Dette hold er for alle i alderen 10-100år. 
Mænd er også velkomne.

På forhånd tak!


Med venlig hilsen
Anna Sabrina