Skrevet af Inger
Margrethe Jørgensen -
Praksis for Psykoterapi og Parterapi i Haderslev og
Tistrup..
Utroskab er mere almindeligt, end vi lige tænker os. Der er
netop i denne sommer og i denne ferietid krise i mange hjem, fordi den ene har
forelsket sig i en anden end sin ægtefælde eller samlever. Så kan det nok være,
at der bliver passet godt på mobiltelefonen, så at ens partner ikke skal opdage
sms’er, som er lige kærlige nok.
Skal man så skilles?
Kan utroskab tilgives? Ja, det mener jeg bestemt, det er
såre menneskeligt, at det sker. Utroskab kan ske for enhver. Men de fleste vil
nok sige nej, aldrig i livet, fordi smerten ved at blive svigtet er så
vanvittig stor. Derfor kommer skilsmisse meget let på tale, og det medfører som
bekendt afmagt, utryghed og dårlige følelser for begge parter, børn og familie
Utroskab og skilsmissetanker forårsager stærke følelser af
svigt og vrede hos den svigtede. Den utro lider til gengæld af svære
skyldfølelser og står i konflikt mellem længslen efter en ny spændende
kærlighed og samtidig pligten til at værne om sit parforhold.
Hvad med børnene?
De helt store tabere, når der er rod i kærlighedslivet, er
selvfølgelig børnene. De har aldrig ønsket det, og de er totalt uskyldige. Det
får store konsekvenser for dem, og de kommer samtidig i loyalitetskonflikt. De
elsker begge forældre og lider under at høre dårligt om den ene fra den anden.
De lider under at se deres forældre være ulykkelige og vrede på hinanden. Børnene
kommer måske til at skulle forholde sig til nye familiemønstre med adskilte
hjem, og mange kommer til at bo 2 steder. De skal forholde sig til nye
familiemedlemmer og nye omgangsformer i en ny familiemæssig konstellation.
Muligvis lærer de, at det er sådan de voksne gør, når der er
konflikt, og de vil måske gentage det, når de selv bliver voksne.
Skilsmissebørn bliver rystet i deres grundvold, og det optager
meget af deres opmærksomhed og energi, som de ellers skulle bruge til selv at
vokse, lære, og blive i balance med sig selv. Skilsmisse er langt mere
ødelæggende for børns opvækst, end de voksne er tilbøjelig til at tro.
Hvordan komme videre?
Min erfaring som parterapeut er, at utroskab ikke behøver at
blive årsag til så store konsekvenser som skilsmisse. Det er et vink med en
vognstang om, at noget er forsømt i forholdet mellem parterne. De ulykkelige
par, som kommer her, undrer sig ofte over, når jeg siger, at de begge har
bidraget til, at det kunne ske.
Når der kommer for stor længsel efter nærhed, vil man
ubevidst begynde at scanne efter en, der kan give den opmærksomhed, som man
savner. Det er et tegn på en mangel. Et
wake-up-call vil jeg kalde det. En påmindelse om, at der er noget, vi skal tage
os af og gøre bedre i forholdet til hinanden.
Hvis det lykkes at forstå parforholdet bedre, kan utroskab
være årsag til, at et forhold intensiveres og bevidstgøres efterfølgende. Det
er selvfølgelig ikke altid så let. Professionel hjælp hos en dygtig parterapeut
kan guide parret i denne proces.
Når par kommer til samtale hos mig i forbindelse med
utroskab, kommer de med afmagt, mistillid og løgne. Det er klart, at vi
benytter løgne som forsvar, når der er noget, vi skammer os over. Nogle tror,
at løgn er tegn på personlighedsbrist, det er en fejltagelse. Nødløgnen er
noget som naturligt opstår, når sandheden er for svær at forholde sig til.
Så det er ikke svært at forstå, at løgn næsten altid bliver
en del af utroskaben. Når løgnen tages i brug bringer det afmagt og mistillid hos
den anden.
Hvad kan venner og
familie gøre?
Samtidig ligger det lige til højrebenet at omgivelserne kan
blive fordømmende overfor den utro part, når det sker for f.eks. naboen eller
en i familien, er det let at udpege synderen og danne front mod denne sammen
med den forsmåede.
Løgnen og alliancedannelsen, bagtalelsen og beskyldningerne
er stærke kræfter, som gør det meget svært at komme igennem og ud på den anden
side af utroskab.
Faktisk er den bedste hjælp fra familie og venner at kunne
give det ulykkelige par tryghed og forståelse nok til, at vreden, angsten, mistilliden
og skammen kan håndteres på en sund og konstruktiv måde.
Kærlighed er hårdt
arbejde
Utroskab opstår, når de voksne i familien forsømmer hinanden
i hverdagens travlhed og mange krav og gøremål. Det går ud over opmærksomheden
på, hvor vigtigt det er at være værdsættende og nærværende overfor sin partner.
Hvor vigtigt det er med kærlige blikke og kærtegn. I takt med at årene går,
opstår der bestandigt behov for dialoger og omsorg, for at man selv og ens
partner kan udvikle sig sundt og tilfredsstillende i forholdet.
Det er en udfordring, fordi forelskelsen, som førte de to
sammen, er overstået, og nogen kan føle det som et kærlighedstab og taler om,
at de ikke længere har følelser for hinanden. De går ud og finder følelsen igen
sammen med en anden. Der sker således en forveksling af, hvad der er
forelskelse, og hvad der er kærlighed.
Kærlighed kommer efter forelskelse. Kærligheden er ikke blot
en følelse, men er også et valg og en daglig opgave at holde liv i. Også et hus
bliver hurtigt grimt, hvis ikke det bliver holdt ved lige, bliver rengjort og
passet ordentligt. Sådan er det også med kærligheden. Den skal plejes og holdes
ved lige. Det er op til os selv at værne
om den og give den næring i livet med hinanden. Med kærlighed kan vi føle os
trygge i, at min partner er min bedste ven, og at han eller hun altid er der for
mig.
Det er stærkt og rørende, når det lykkes. Det er dybt
frustrerende, når det forsømmes.
Når vi finder
hinanden igen
Hvis parterne gerne vil genoprette den indbyrdes tillid og
omsorg, er det nødvendigt, at der i en periode arbejdes bevidst med
parforholdet. Når et par kommer og beder om hjælp til at komme videre, hjælper
jeg dem først og fremmest med at forbedre nærværet og intimiteten med hinanden.
Der fokuseres på samtalen om parternes længsler og savn. Det kræver tid og
tålmodighed - men med muligheden for at genfinde hinanden, er det selvfølgelig
det hele værd.
Inger Margrethe Jørgensen
Imago parterapeut og psykoterapeut MPF
Herman Bangsvej 3
6100 Haderslev