Varde Kommunes afdeling for
Plan, Kultur og Teknik har tilbudt alle administrative medarbejdere et kursus i
at skrive klart og forståeligt. Dialogen med borgere og virksomheder er vigtig,
og kommunen vil derfor gerne blive endnu bedre.
I Plan, Kultur og Teknik
kommunikerer medarbejderne dagligt med både virksomheder og borgere. De mange
afgørelser, tilsyn og svar, som strømmer fra kommunens embedsmænd til borgerne,
er vigtige for borgerne. Derfor er det også vigtigt for både afsender og
modtager, at indholdet i de mange breve er til at forstå for alle. Også når
indholdet til tider er teknisk eller indeholder henvisninger til forskellige
paragraffer.
Derfor har Varde Kommune sendt
sine medarbejdere på kursus i at skrive professionelle og vedkommende breve og
mails hos Inge-Lise Kühl, Professionelle Kurser.
”Der er ingen grund til at skrive
stift og snørklet, heller ikke, når vi skriver om tekniske afgørelser. Jo
sværere, mere teknisk eller paragraftungt et budskab er, desto vigtigere er det,
at vi formulerer os klart, enkelt og imødekommende. Det er det, vi træner på
kurset. Målet er, at borgerne får klar besked og føler sig godt behandlet, når
de henvender sig til Varde Kommune. Skriv let, og ikke med næsen i sky.”, siger
kursusleder Inge-Lise Kühl.
Tilfredse
medarbejdere
Miljømedarbejder Hans Otzen
sender hver uge mange breve og afgørelser ud fra kontoret i Årre, og han er glad
for skrivekurset og chancen for at blive bedre til at formulere sine breve
klart.
”Jeg var på et lignende kursus
for fire år siden hos Inge-Lise Kühl, og begge gange er min pen blevet skarpere.
I mit arbejde er det afgørende, at borgere og virksomheder fuldt ud forstår og
kan efterleve mine faglige afgørelser. Derfor er det vigtigt at kommunikere
klart. Derudover får jeg en nemmere arbejdsdag og kunderne en bedre oplevelse,
når jeg bliver bedre til at formulere mig imødekommende – også når afgørelserne
går modtageren imod.”, siger Hans Otzen, miljømedarbejder i Varde Kommune.
Det er sekretariatschef Pia Koch
Hauge, der har taget initiativ til kurset.
”Det er vigtigt, at medarbejderne
i Varde Kommune ikke gemmer sig bag paragraffer og kancellisprog, selvom vi
selvfølgelig beskæftiger os med regler og love i vores afgørelser. Vi har en
ambition om, at vi i kommunen kontinuerligt skal blive bedre til at tale og
skrive direkte til borgerne, så de forstår vores afgørelser. Det kan vi altid
blive bedre til. Derfor øver vi os med kurser som disse”, slutter Pia Koch
Hauge, sekretariatschef i Plan,Kultur og Teknik.
Mere info:
Sekretariatschef Pia Koch Hauge 7994 6804
Venlig
hilsen
Christian
Rabjerg Madsen
Udviklingskonsulent
Ingen kommentarer:
Send en kommentar