Går det godt.

onsdag den 21. marts 2012

Tippos historie..








Der var en gang en lille by, en meget lille by og en stor by. Den lille by hed Tistrup, og her boede mange små børn. Den meget lille by hed Hodde, og her boede også mange små børn. Den store by hed Ølgod, og her boede de kloge mænd, som bestemte det hele.
En sommer for meget længe siden begyndte mange mænd og koner i den lille by og den meget lille by at holde møde med hinanden. De havde et fælles problem: De havde mange børn, men ingen til at passe dem. De snakkede meget, drak meget kaffe og var enige om, at alle deres børn skulle passes af nogle gode koner.
I den store by sad alle de kloge og passede på byernes guldpenge. Men en aften var nogle af de kloge til møde med mændene og konerne fra den lille by og den meget lille by. De snakkede længe og drak meget kaffe. Så sagde de kloge:” Hvis I kan finde nogle gode koner til at passe de små børn, vil vi godt give jer nogle af guldpengene.”
Så begyndte mændene og konerne at lede efter gode koner til at passe børnene. Og de ledte længe, for de ville kun have de bedste til at passe deres børn. Ude på landet i den meget lille by, boede en god kone. Hun havde stråtag, manden passede køer og i engen græssede fårene. Hende valgte de. I den lille by boede flere gode koner med deres flittige mænd. De havde store huse med mange værelser, og fine haver. De blev også valgt.
Hele vinteren arbejde mændene og konerne med at lave regler, reglementer og bestemmelser, så det nye børnelaug kunne komme i gang.
Så oprandt endelig den store dag i foråret, da alt var klar og alle de små børn kom hen til de gode koner for at blive passet. Det var en festlig dag, der var flag, kage, gaver og meget kaffe. En skriver fra avisen kom på besøg og skrev om børnene og det nye laug.
Alle konerne elskede de små børn og gjorde alt for at passe dem godt. Det har de nu gjort i 20 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar