Går det godt.

søndag den 24. november 2013

Nyt navn til Varde Kommunes kulturcentrum..

Stålværks- og trådspinerigrunden skal omdannes til et helt nyt kulturelt byrum. Hvis du er kreativ, kan du få lov at bestemme, hvad området skal hedde.

Stålværks- og trådspinerigrunden vil i 2016 være et område med masser af liv, hvor børn kan lege på musiklegepladsen, voksne mennesker kan kigge på kunst og meget mere. Området skal blandt andet rumme Smedeværkstedet, det nye Ungehus, teatret 7-kanten, musikskolen og meget meget mere. 

Området mangler dog et navn. Derfor har Kultur og fritid udskrevet en navnekonkurrence, hvor du kan vinde 2 billetter til nytårskoncerten eller 2 biografbilletter, hvis du kommer på det bedste navn til det nye centrum for kulturen i kommunen.

”Det har fra starten været min ambition, at det nye kulturelle byrum skulle være for alle. Derfor er det naturligt, at vi ikke bare trækker et navn ned over hovedet på området, men i stedet laver en konkurrence om, hvad pladsen skal hedde. Hvis brugerne udviser ligeså meget gåpåmod i forbindelse med denne konkurrence, som de har udvist i forbindelse med arbejdet med og udviklingen af grunden, så ved jeg, at det bliver et kreativt, rammende og godt navn. Jeg er helt tryg ved processen, og jeg glæder mig til sammen med udvalget at udpege en vinder”, siger Lisbet Rosendahl (V), formand for udvalget for Kultur og Fritid.

Fakta

Kom med dit forslag senest den 5. december, og skriv evt. din begrundelse for hvorfor du synes dit navn er det helt rigtige. Send det til Kultur og Fritid, Bytoften 2, 6800 Varde eller kulturogfritid@varde.dk.
Skriv dit navn og adresse/mail, så vi kan få fat i dig, hvis du er den heldige vinder af 2 billetter til nytårskoncerten eller 2 biografbilletter (du vælger selv præmien).

Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til forslagene den 10. december.
I bedømmelsen bliver der lagt vægt på, at navnet både har en sammenhæng til det der nu kommer til at være i området og til stedets historie.

For mere info
Lisbet Rosendahl: 2147-5391



Ingen kommentarer:

Send en kommentar