Går det godt.

lørdag den 1. februar 2014

Varde Kommune får ny hotline for borgerne..

Fra 1. februar er der hjælp at hente, hvis de kommunale selvbetjeningsløsninger via internettet driller. 19 syddanske kommuner etablerer en hotline, der er åben frem til klokken 21.00 fra søndag til torsdag.

Betjen dig selv, når det passer dig…
Sådan lyder opfordringen ofte fra landets kommuner, når borgerne skal melde flytning, bestille et nyt sundhedskort eller skrive deres barn op til en dagplejeplads via de kommunale hjemmesider.
Selvbetjening via nettet, døgnet rundt, er et godt tilbud – men hvad så, når teknikken og databaserne driller, når uret for længst har slået fyraften og medarbejderne har forladt rådhuset.
- Så ringer borgerne da bare alligevel, og får den hjælp, de har behov for, fastslår Minja Omanovic fra Borgerservice i Varde Kommune.
Fra 1. februar ser et nyt kommunalt samarbejde om en fælles hotline nemlig dagens lys. 19 kommuner i Region Syddanmark står bag initiativet, og det betyder, at der hver dag fra søndag til torsdag er en åben telefon frem til klokken 21.00.
- Ideen med samarbejdet er, at vi gerne vil give borgerne endnu bedre mulighed for klare sig digitalt via de kommunale hjemmesider. Men vi ved også, at borgerne nogle gange har behov for hjælp – også udenfor vores normale åbningstid. Derfor har vi etableret Hotline Syddanmark, hvor borgerne kan få hjælp, hvis de ”kører fast” i teknikken, fortsætter Minja Omanovic.

Kommunal vagtordning
Samarbejdet betyder, at de kommunale medarbejdere indgår i en vagtordning, hvor de på skift tager imod borgernes opringninger.
- Altså kan en borger fra Varde Kommune godt komme ud for, at det er en medarbejder fra Sønderborg Kommune, der tager telefonen. Omvendt kan det være, at det er mig, der svarer, når en borger fra Haderslev eller Tønder ringer op via hotlinen.
- Vi har store forventninger til det nye initiativ. Dels håber vi, at det kan få endnu flere borgere til at blive digitale, og på den måde betjene sig selv, når det passer dem bedst.
- Dels tror vi på, at borgerne med den nye service også vil opleve, at det bliver både hurtigere og lettere at komme i kontakt med kommunen – igen når det passer borgere bedst, tilføjer Minja Omanovic.

FAKTA:
Borgerne kan komme i kontakt med den nye hotline ved at ringe på 79 94 79 94. Hver dag fra søndag til torsdag er telefonen bemandet frem til klokken 21.00.

BILLEDTEKST:
Måske er det Varde Kommunes Minja Omanovic, der tager telefonen, når der bliver ringet til den nye hotline – men det kan også være en af hendes kolleger fra de 18 andre kommuner, der er med i samarbejdet.

.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar