Går det godt.

søndag den 15. juni 2014

Solen skinnede og understregede den gode stemning ved ferniseringen på KS 14..


Over 300 mennesker havde indfundet sig, da der lørdag d. 14. juni var fernisering på Kunstnernes Sommerudstilling i Janus Bygningen.

Efter en fællessang kom udstillingens sekretær, Anne-Margrethe D. Hansen, i sin velkomsttale ind på de censurerede udstillingers nuværende lidt pressede situation. Der var stor ros til censorerne for deres engagerede indsats og seriøse holdning til opgaven. Det samme gjaldt det store, frivillige arbejde, der ligger forud for den endelige udstilling.

Derefter diverterede Kor U fra Musikkonservatoriet i Esbjerg på smukkeste vis med forskellige danske sange.

KS PRISEN 2014 blev tildelt Hanne Nielsen Kjærsgaard fra København, som viser 3 store malerier på udstillingen. Det skete med bl.a. følgende begrundelse fra censorerne, formuleret af Morten Schelde:

”Hanne Nielsen Kjærsgaards billeder må være lige præcis hvad enhver jury på en censureret udstilling drømmer om. For os syv i juryen til KS14 var der i hvert fald ingen tvivl da vi så Nielsen Kjærsgaards store billeder. Vi blev fuldstændig blæst omkuld af de fem indsendte malerier.
De har simpelthen det hele; størrelse, beherskelse af teknikken, et spændende og dragende univers. Vigtigst af alt, de tre faktorer hænger overbevisende sammen. Men Kjærsgaard behøver ikke overbevise nogen. Billederne taler for sig selv. Professionelt og personligt. 
Hvad er det der fascinerer? Hvor kommer alt det nat fra, al det mørke, i det mennesketomme skovlandskab? Er det det indesluttede “nordiske sind” vi ser? Måske.
Fugleburene er tomme, de hænger fra træerne i et af billederne. Måske er fuglene fløjet, måske venter burene åbne på nye beboere? Eller er det som maleren der må sætte åbne bure ud for at fange de rigtige ideer til de næste malerier?” 
 
Efter bortlodning af gevinster til udstillingens støttemedlemmer fulgte mere korsang, og så kunne publikum for alvor tage KS 14 i øjesyn. Snart myldrede det med mennesker i Janus Bygningens sale, og der hørtes mange rosende bemærkninger rundt omkring.

Med 154 antagne værker af 76 kunstnere fremstår den, ikke mindst på grund af en vægtig skulpturafdeling, som en af de bedste i årevis.

Se klip HER..

Billeder kan ses på www.tistrupnews.dk

Klik på billederne..






Ingen kommentarer:

Send en kommentar