Går det godt.

mandag den 2. juni 2014

Varde Kommunes nye kommunaldirektør er tiltrådt..

Mandag den 2. juni var første arbejdsdag for Varde Kommunes nye kommunaldirektør Mogens Pedersen.

For den nye kommunaldirektør er der tale om et drømmejob, som han glæder sig til at komme rigtig i gang med.

- Jobbet som kommunaldirektør i Varde Kommune er for mig et drømmejob. Der er mange spændende opgaver og udfordringer, men også en masse muligheder. Vækst i Vestjylland er afgørende for Varde Kommune, og vi skal både have øje for det brede erhvervsliv og de særlige potentialer, turismen giver.

– Visionsarbejdet, der skal sætte Varde Kommune på landkortet, giver sammen med en unik natur og placering mange spændende perspektiver for fremtiden. Jeg har glædet mig meget til at komme i gang, fortæller den nye kommunaldirektør.


Mogens Pedersen kommer fra en stilling som direktør ved Ringkøbing-Skjern Kommune. Her har han siden 2010 haft ansvaret for det tekniske område, kultur- og fritidsområdet samt borgerservice og digitalisering.

Mogens Pedersen er født i Esbjerg men gik i skole i Ølgod, hvor han boede fra han var fem til han blev 20 år. Studenterhuen fik han i Grindsted, og efterfølgende gennemførte han jurastudiet ved Aarhus Universitet.

Mogens Pedersen overtager jobbet efter Max Kruse, der gik på pension med udgangen af april.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar