Går det godt.

torsdag den 3. april 2014

Smagsdommere i Janus Bygningen..

Oplev en censurering som på Kunstnernes Sommerudstilling og nyd de kulinariske fristelser, når den traditionsrige ”smagsdommeraften” vender tilbage onsdag d. 23. april kl. 19. Hermed bydes igen på et folkeligt og uhøjtideligt arrangement med fokus på kvalitet.

Der lægges op til en både festlig og udbytterig aften i Janus Bygningen, når smagsdommeraftenen nu afholdes for 5. gang. De tidligere arrangementer tiltrak mange mennesker og bød på gode diskussioner og kulinariske nydelser.
Idéen gentages nu med et kunstpanel i en lidt ændret udgave.

Oplev hvordan en kunstnerisk censurering foregår
Aftenen indledes med en uhøjtidelig indkredsning af, hvad kunstnerisk kvalitet er.
Det foregår denne gang ligesom en censurering på Kunstnernes Sommerudstilling.
3 censorer, som selv er etablerede billedkunstnere, bliver præsenteret for en række ”indsendte” værker. Nogle går videre til anden runde, og det endelige resultat findes i den afsluttende 3. runde. Der skal også vælges et billede til plakaten. Endelig skal et af de antagne værker tildeles ÅRETS PRIS, og her inddrages publikum i afgørelsen.
De tre censorer er alle medlemmer af Vestjyllandsudstillingen. Det drejer sig om maleren Jørn Houborg, billedkunstneren Jens Chr. Jensen og maleren Jan Torstenson. 
Slaget ledes af kunstnerisk leder Bjarke Regn Svendsen.

Kulinariske smagsprøver
Kl. ca. 20 får publikum mulighed for at nyde en palet af kulinariske smagsprøver.
Slagteren fra Kvickly Varde, leverer smagsprøver på sine kvalitetspølser.
Tistrup Bageri leverer brød.
Tistrup Mejeri præsenterer sine hæderkronede oste.
Dagli Brugsen i Tistrup kommer med smagsprøver på vin.

Tilbage til kunsten
Arrangementet afvikles i Janus Bygningens udstillingslokaler, hvor man kan opleve PT 14 – Påskeudstillingen i Tistrup med 8 spændende samtidskunstnere. Fra museets samling vises en række værker af den enestående danske naivist Otto Poulsen. Det meste er kunst, som stiller spørgsmål, og som kræver noget af sit publikum. Så også her kommer man i arbejde som ”smagsdommer”. 

Tilmelding senest tirsdag den 22. april til Janus Bygningen.
Pris: 75 kr. (medlemmer af Vestjysk Kunstforening 60 kr.)

Vedhæftede billeder viser glimt fra sidste års ”smagsdommeraften”. Foto: TistrupNews.

Med venlig hilsen,

Vestjysk Kunstforening og Janusforeningen

JANUS BYGNINGEN
Lærkevej 25, 6862 Tistrup.
Tlf. 7529 9825.

www.janusbygningen.dk



Ingen kommentarer:

Send en kommentar